Årsag

Ved et allergisk shock reagerer man på noget, man enten har indtaget (mad eller medicin), har fået ind under huden (insektgift eller medicin) eller, mere sjældent, har indåndet.

Af og til kan anstrengelse give allergisk shock hos særligt følsomme. Det kan f.eks. ske, hvis man lige før sport har spist noget, man er allergisk for.

Ved andre allergiske sygdomme kommer den allergiske reaktion et enkelt sted i kroppen. Ved astma er det i lungerne, ved høfeber i næsen osv. Ved et allergisk shock sker reaktionen samtidig i flere organer, og symptomerne er derfor mere blandede. Det farligste ved et allergisk shock er påvirkningen af kredsløbet, hvor blodtrykket falder.