Undersøgelser

Hvis man har symptomer, der tyder på allergi, kan lægen lave en række undersøgelser for at få af- eller bekræftet mistanken. Nogle af undersøgelserne kan den praktiserende læge selv lave, andre skal udføres hos en speciallæge i allergi/børnesygdomme/lungesygdomme eller hos en speciallæge i hudsygdomme.

Lægen vil altid høre din sygehistorie. Næste skridt vil som regel være en blodprøve og/eller en priktest. Afhængig af symptomerne, kan man få målt sin lungefunktion med et peak-flowmeter eller et andet apparat. Der kan blive taget røntgenbilleder af lunger eller bihuler. Ved nogle undersøgelser bliver man udsat for det, man ikke kan tåle. Sådan en provokation kan hjælpe til med at stille den rette diagnose.

Man kan også lave undersøgelser af miljøet, hvor ting i omgivelserne undersøges. Man kan f.eks. måle koncentrationen af allergen fra støvmider i en prøve fra madrasstøv.