Allergileksikon
Et opslagsværk fra Dansk AllergiCenter, Region Hovedstaden

Lægemidler

Medicin kan have forskellige bivirkninger. Desuden kan man i sjældne tilfælde udvikle allergi over for medicinen. Alle slags medicin kan give allergi, men noget oftere end andre.

Antibiotika

  • Penicillin er et af de mest brugte lægemidler. Derfor er der en del, der har mistanke om allergi for stoffet. Det er heldigvis ikke så tit, man kan bekræfte allergien. Når penicillin kommer ind i kroppen, ændres molekylerne. Det kan være et af de nye molekyler, som udløser allergien. Man kan ikke måle allergi-antistoffer mod alle de nye molekyler, men kun mod selve penicillin-molekylet. Derfor kan man ikke altid påvise allergien med en blodprøve. Hvis man er allergisk over for én type penicillin, er man også ofte allergisk over for andre typer. Symptomerne er tit udslæt på huden og/eller nældefeber, men der kan også komme åndenød og hvæsende vejrtrækning – astma. I meget sjældne tilfælde, kan det udvikle sig til et allergisk shock.
  • Behandling på huden med antibiotika (f.eks. neomycin) kan give allergisk eksem.

Midler mod smerter

  • Acetylsalicylsyre (ASA) findes i hjertemagnyl og i mange typer medicin mod hovedpine og andre lettere smerter. Det sænker også feber. Tabletterne hedder bl.a. Albyl, Magnyl, Kodimagnyl, Treo og Idotyl. Acetylsalicylsyre kan give de samme symptomer ved allergi som penicillin.
  • Gigtmidler (non-steroide antiinflammatoriske stoffer = NSAID) bruges også mod andre slags smerter f.eks. ved menstruation. De er lidt stærkere end ASA, men virkningen ligner på flere måder. Er man overfølsom for ASA, har man også ofte problemer med NSAID.
  • Paracetamol, som findes i svage smertestillende tabletter som Panodil og Pamol, giver meget sjældent allergi og ligner ikke ASA eller NSAID. Derfor kan paracetamol benyttes (i almindelige doser), hvis der er allergi mod disse midler.

Vacciner

  • Den rødme og hævelse, der kommer efter mange vaccinationer, er sjældent allergi.

Kontrast til røntgen

  • Man benytter kontrast, hvis man skal undersøge kar, tarme eller andre organer med røntgen. Kontrasten kan indsprøjtes eller drikkes. Kontrast, der indsprøjtes, indeholder jod eller andre forbindelser, der kan give allergi, oftest hudreaktioner, sjældnere mere alvorlig allergi.

Lokal-bedøvelse

  • Der kan komme utilpashed, måske blodtryksfald, bleghed og evt. besvimelse ved smertefulde indgreb og tandbehandling. Man taler om vaso-vagale anfald. Det er ubehagelige, men ikke farlige reaktioner, og der er ikke tale om allergi. Da disse symptomer ofte ses, når der bruges lokal-bedøvelse, bliver allergi jævnligt mistænkt. Det er dog yderst sjældent, at mistanken kan bekræftes.
  • Lokal-bedøvelse, specielt hos tandlægen, kan være tilsat adrenalin eller tilsvarende. Det skal få blodkarrene til at trække sig sammen, så det ikke bløder så meget og skal samtidigt få bedøvelsen til at holde længere. Hvis der gives meget adrenalin eller hvis adrenalinen kommer direkte ind i et blodkar, kommer der hjertebanken og utilpashed. Det er ubehageligt, men ikke allergi og ikke farligt.