Allergileksikon
Et opslagsværk fra Dansk AllergiCenter, Region Hovedstaden

Allergi

Flere og flere får allergi, også børn og unge. I Danmark regner man med at op mod 25% på et tidspunkt i deres liv vil have allergi. Hos nogle bliver allergien dog svagere med alderen.

Om man udvikler allergi, er arveligt betinget, men man har også mistanke til mange miljøfaktorer, f.eks. indeklima, kost, tobaksrøg, luftforurening m.v.

Allergi er ikke én enkelt sygdom, men en række forskellige måder at reagere på. Allergi viser sig oftest på huden, i næse og øjne, i lunger og i mave. Vi reagerer allergisk over for noget, vi indånder, spiser, rører ved eller bliver stukket af.