Allergileksikon
Et opslagsværk fra Dansk AllergiCenter, Region Hovedstaden

Akut medicin for astma

Musklerne rundt om de mindre luftrør (bronkierne) trækker sig sammen ved astma. Så bliver det sværere at trække vejret.

Man kan få musklerne omkring luftrørene til at slappe af med medicin, såkaldte beta-2-agonister. De virker inden for 5-20 minutter, når de inhaleres. Luftvejene udvides igen, og luften kan lettere passere.

Beta-2-agonister tages som spray eller pulver, der inhaleres. Så kommer de hurtigt ned, hvor de skal virke. De findes dog også som mikstur og til indsprøjtning.

Luftvejsudvidende medicin, som inhaleres, findes i to udgaver med henholdsvis 4-6 timers varighed og 10-14 timers varighed. Man tale om kort-tids-virkende og lang-tids-virkende beta-2-agonister. Den første udgave kommer almindeligvis med blå eller hvide farver på inhalatorerne, og den anden har grønlige farver.

Har man kun let astma, vil man ofte kunne klare sig med kort-tids-virkende beta-2-agonister som akut medicin, dvs. når der kommer problemer, eller man ved, de vil komme, f.eks. ved sport. Hvis man skal tage medicin om natten eller bare flere gange om ugen, skal man sammen med lægen finde en supplerende behandling.

Man skal have recept til medicinen.

Bivirkninger: Hvis man tager meget af denne slags medicin inden for kort tid, kan man få hjertebanken og ryste på hænderne. Symptomerne er de samme, som man kan få efter stærk kaffe eller the. De er ufarlige og svinder hurtigt.