Allergileksikon
Et opslagsværk fra Dansk AllergiCenter, Region Hovedstaden

Undgå allergi for støvmider

Det er svært helt at undgå husstøvmider. Miderne bor i vores huse og ude i naturen. Vi bærer dem med rundt på tøjet, og får de gode vilkår, formerer de sig hurtigt. Man regner med, at en helt ny bolig i løbet af få år kan få samme antal mider som en ældre.

Man må derfor gøre noget ved de forhold, miderne trives under. Det vigtigste er at sænke fugtigheden. Hvis den relative fugtighed i boligen holdes under 45% om vinteren, vil antallet af mider oftest være begrænset – også om sommeren. Luftfugtigheden sænkes ved udluftning/ventilation.

Der laves særlig meget fugt i køkkenbadsoveværelser og rum, hvor der tørres tøj, så derfor er det særlig vigtigt med god udluftning der.

  • luk vinduerne op
  • ved badning: hold døren lukket. Tør op og luft ud efter badet
  • i køkkenet: læg låg på gryderne. Brug emhætte
  • ved tøjvask: tør ikke tøj i sove- eller opholdsrum.

Fugt kan også komme fra utætte vinduer, tag og mure, som må repareres. Kældermure er ofte klamme og det er ikke en god idé at sove i kælderrum.

Miderne trives godt i vores senge, hvor der er tilpas temperatur og luftfugtighed. Der er også masser af hudskæl, som de lever af. De findes også i polstrede møbler og gulvtæpper, der jo er svære at gøre rene, og i sovedyr, hvis de ikke vaskes.

Der kan være mange mider i små børns senge. Overtager man dyner og puder, bør de vaskes først, og det kan være fornuftigt at udskifte madrasserne.

Sengetøj bør skiftes mindst hver 14. dag og madrassen støvsuges samtidigt. Sengetøj, puder, dyner og rullemadrasser og evt. sovedyr vaskes ved minimum 55oC, da det dræber miderne. Dyner og puder skal også en tur i vaskemaskinen 2 – 4 gange om året.

Der findes specielle madras-overtræk, som er så tætte, at miderne og deres efterladenskaber ikke kan komme igennem.

Man kan slå miderne ihjel ved at putte puder, dyner og madras mv. i fryseren i mindst et par døgn, men det fjerner ikke midernes allergener, det kræver vask.

Når man står op om morgenen, er det en god idé at lægge dyne og pude til luftning. Så kommer de af med varme og fugt, inden sengen redes.