Allergileksikon
Et opslagsværk fra Dansk AllergiCenter, Region Hovedstaden

Fugt

Jo større fugtighed der er, jo bedre trives støvmider og mug (skimmelsvamp).

Fugtigheden indenfor afhænger af, hvor meget fugt der er i luften udenfor, hvor meget fugt beboerne og huset bidrager med og endelig af udluftningen.

Fugten udenfor (målt i gram per m3) er lavest om vinteren. Derfor er det også lettest at få nedbragt fugten inde om vinteren.

Hvert døgn producerer en gennemsnitsfamilie ca. 15 l vand i form af vanddamp. Dampen kommer fra udånding, sved og vores brug af badeværelse og køkken, tøjtørring og rengøring.

Et utæt tag eller et fundament, der suger fugtighed, kan også bidrage til en høj luftfugtighed. Der er oftest mere fugt i en kælder end højere oppe i huset

Bliver luftfugtigheden for høj, kan det direkte ses. Der er dug på den indvendige side af termoruder og forsatsvinduer. Skuffer og døre begynder at binde. Der kommer mug og jordslåede pletter på kolde ydervægge og råd og svamp på træværk. Der lugter “fugtigt”, når man kommer ind, og bag skabe og møbler er der en sur og muggen lugt. Tapetet kan løsne sig, og malingen i vindueskarmen skalle af.

For at begrænse fugten, er det nødvendigt at lufte ud og samtidig indføre nogle fornuftige vaner i sin hverdag. Det hjælper at tørre op i badeværelset efter brusebad, koge mad med låg på gryder, benytte emhætte med aftræk, tørre tøj udendørs eller i tumbler med kondens eller aftræk – til nød i bryggers eller bad, med godt udsug.

Luften kan ikke blive for tør. Hvis den føles tør, er det fordi temperaturen er for høj, eller der er støv i luften.