Allergileksikon
Et opslagsværk fra Dansk AllergiCenter, Region Hovedstaden

Rengøring

Rengøring kan fjerne støv og snavs, men desværre ikke allergi. Fornuftig rengøring kan dog mindske generne væsentligt.

Indeklimaet påvirkes af vores valg af rengøringsmetoder. “Tørre” rengøringsmetoder, som mopning og støvsugning hvirvler ofte støvet op, så det er en god idé at sørge for åbne vinduer samtidigt. Støvet lægger sig langsomt igen, når man er færdig, hvis det ikke er blæst ud. Støvsugning er meget effektiv til glatte overflader, mens polstrede flader er svære at få rene.

Ekstra effektive filtre på støvsugeren kan nedsætte spredningen af det meget fine støv, der ellers pustes ud af støvsugeren, og kan komme langt ned i lungerne.

Hyppig og megen afvaskning giver fugt til boligen, hvis der ikke luftes ud samtidigt. Den rette dosering af rengøringsmidler er vigtig, og man kan komme langt med vand alene.

God indretning

Boligens indretning har betydning for, hvor nem og effektiv den er at gøre ren.

Husets gulvbelægning er vigtig, da 80% af alt det snavs, der bringes ind i huset lægger sig på gulvet.

Besparelser på rengøring og vedligeholdelse i skoler, daginstitutioner og på arbejdspladser kan give indeklima-problemer.