Allergileksikon
Et opslagsværk fra Dansk AllergiCenter, Region Hovedstaden

Huden

Huden er kroppens ydre overflade, som skal beskytte os mod farlige ting i vores omgivelser – bakterier, virus, svampe og kemiske og fysiske påvirkninger. Det er også gennem huden, vi regulerer kroppens temperatur. Blodkar, hår og svedkirtler arbejder sammen for at sikre, at kroppen hele tiden har den samme temperatur og hverken bliver for kold eller for varm. Huden er vores største organ.

Når man er for varm udvider blodkarrene i huden sig, så der kommer mere blod ud til hudens overflade, hvor varmen afgives. Man bliver rød i hovedet, når man har det for varmt – f.eks. hvis man lige har dyrket motion. Hårene lægger sig ned for ikke at holde på varmen, og svedkirtlerne producerer sved. Når den fordamper, bliver huden kølet af.

Når man er for kold trækker blodkarrene sig sammen for at holde på varmen. Hårene rejser sig, så man får gåsehud – og man sveder ikke.

Hudens kirtler producerer fedtstoffer, som spredes og dækker huden. Det er med til at forhindre bakterier, virus og svampe i at trænge ind i kroppen, ligesom det også holder vand ude. Fedtstoffet gør også huden smidig, så den ikke revner og sprækker.

Hudfarve

Hudens farve skyldes indholdet af melanin. Jo mere der er, jo mørkere er huden. Melaninen beskytter mod solens skadelige stråler.

Følesansen

Følesansen sidder i huden. Overalt sidder nerve-ender, som kan fortælle om noget er varmt eller koldt, blødt eller hårdt, og om noget gør ondt.

Læs mere om: