Nogle gange føler forældrene så meget ansvar over for deres syge barn, at de kommer til at se mere på sygdommen end på barnet. De voksne kan glemme, hvor vigtigt det er for børn at lege og være sammen med kammerater. I stedet prøver de at beskytte børnene ved at forhindre dem i at komme i nærheden af “alt det farlige”. Børnene må ikke løbe, dyrke sport, spise med hos kammerater, komme med i skoven, klappe naboens hund etc. Forældrene bliver overpylrede.
Nogle forældre falder i den modsatte grøft. Det er måske for svært at skulle acceptere at barnet, som man holder så meget af, har en kronisk sygdom. De kan også mistænke, at barnet “spiller syg” for at få opmærksomhed.