Allergileksikon
Et opslagsværk fra Dansk AllergiCenter, Region Hovedstaden

Kornprodukter

Korn er en slags græs, og ikke sjældent har patienter med græsallergi også udslag ved priktest med forskellige kornsorter, specielt hvede. Det er dog meget sjældent, at disse personer har problemer med at spise mad fremstillet af hvede eller andre slags korn. Formentlig bliver allergenerne nedbrudt i mave og tarm eller når maden tilberedes.

Hvede

Hvede findes i brød, pasta, fars, kager, lakrids, pølser, vingummi m.m.

Rug, byg og havre

Man kan være allergisk over for alle kornsorterne, men det er meget sjældent at se allergiske reaktioner over for rug, byg og havre.

Morgenmads-produkter indeholder som regel forskellige kornsorter. I rasp (som man bruger til panering af f.eks. fiskefilet) kan der være mel af forskelligt korn.

Gluten

Cøliaki er en sygdom, hvor gluten giver en betændelse, der ødelægger tyndtarmens overflade. Der er tale om en allergi-lignende reaktion, hvor immunsystemet indgår. Gluten findes i størst mængde i hvede, væsentligt mindre i rug og byg og stort set ikke i havre.