Amning

Hvis det er muligt, bør børn udelukkende ammes de første 4 måneder.

Amning er med til at opbygge et stærkt immunforsvar og forebygge allergi. Det er godt for alle børn, ikke kun de, som har risiko for at få allergi. Hvis barnet ikke ammes, skal det i stedet have modermælkserstatning. Hos børn med øget arvelig risiko for allergi, dvs. hvor der er allergi hos en af forældrene eller en søskende, anbefales modermælkserstatning, hvor proteinerne er nedbrudt (hydrolyseret). Får barnet komælksprotein, som det findes i almindelig modermælkserstatning, inden for de første døgn, bliver risikoen for allergi væsentligt forøget. Modermælkserstatning fremstillet af sojamælk, kan også benyttes ved allergirisiko.

Ved fødslen er tarmslimhinden endnu ikke færdigudviklet. Det betyder, at den nemmere kan optage større proteinstoffer, f.eks. allergener. Sandsynligheden for at udvikle allergi er større, jo tidligere man udsættes (og dermed sensibiliseres) for en fødevare.