Pelsdyr

Næsten halvdelen af alle danske hjem har et kæledyr. Katte og hunde er de mest almindelige, og desværre er allergi over for deres pels også en af de mest almindelige allergier. Hår og hudskæl er fyldt med allergener og hos mange dyr er der også noget i spyt, urin og afføring, som kan give symptomer. Allergenerne flyver rundt i luften og sætter sig i håret og i tøjet. Derfor kan en allergiker få symptomer i skolen, bussen, biografen eller hvor man ellers kan komme tæt på en, der har dyr hjemme.

Alle dyr med pels kan give allergi, både dyr i landbruget og kæledyr. Det gælder også små gnavere som marsvin, hamstere, rotter og kaniner. Man kan godt have allergi over for flere dyr samtidig, og ca. 40% af alle allergikere er overfølsomme over for dyr.

Hvis man i forvejen er allergisk over for husstøvmider, pollen eller andet, er der større risiko for, at man også udvikler allergi over for dyr.

Man kan få høfeber, astma og i enkelte tilfælde eksem af pelsdyr.

Der er også husdyr, som sjældent giver allergi.