Allergileksikon
Et opslagsværk fra Dansk AllergiCenter, Region Hovedstaden

Hund

Fra tidernes morgen har mennesket og hunden levet sammen. Den har været brugt som vagthund, trækdyr og ved jagt. I dag er hunden især et kæledyr, som bor i vores huse, hvor den færdes over det hele. I Danmark er der ca. 600.000 hunde.

Der er allergener i hundens hår, skæl og pels. Alle hunderacer danner allergener. Der findes ikke ‘allergivenlige’ hunde, som personer med allergi for hunde kan tåle, eller som giver mindre risiko for allergi. Hos den enkelte allergiker kan der dog være lidt forskel på hvilke hunde, der giver flest problemer, men der er ikke noget fast mønster. Specielt er der ikke særlig stor forskel på hunde med hhv. lang eller kort pels.

Allergi over for hund er meget almindeligt (4-7% har positiv priktest). Allergien viser sig som høfeber og astma.