Katten er et af de mest almindelige kæledyr. Tidligere var det mest på landet, man havde kat. Her boede den udendørs og levede af at jage mus. I dag er katten blevet et kæledyr, og vi har den inde i huset, hvor den færdes over det hele.
Allergenerne findes i dens skæl, i pelsen og i dens spyt. Katte, der slikker sig meget, har derfor meget allergen på deres pels. Når spyttet tørrer ind, falder allergenerne af, og de er så både i luften og i det støv, der samler sig på gulvet og andre steder i huset. Hvor der er mange kattehår, er der også mange allergener, men allergenerne er usynlige og kan også være steder, hvor der ikke er kattehår. De kan holde sig svævende i luften i mange timer. På den måde kommer de let ned i lunger eller ind i næse og øjne.
Hvis man er allergisk over for kat, kan man både få høfeber og astma.
Alle slags katte har næsten ens allergener. En almindelig stribet huskat giver lige så meget allergi som en angorakat. Der kan dog være lidt forskel på allergenerne hos han- og hunkatte.
Allergi over for kat er meget almindelig (6-12% har positiv priktest for kat).