Kosmetik

Kosmetik og parfume kan give allergi og i de senere år har flere og flere fået reaktioner. Det handler især om kontakt-allergi med kløende eksem, men kraftigt duftende parfumer kan også genere luftvejene og give ubehag og symptomer på høfeber og astma.

Man kan få kontakt-allergi overfor peru-balsam. Det udvindes af saften fra et træ (Myroxylon balsamum) i Sydamerika. Peru-balsam og lignende balsamer bruges som parfume i kosmetik, sæber, cremer, deoderanter, rengøringsmidler osv. I tandpasta, tyggegummi, tandlægeprodukter og i mad og drikke kan der være stoffer, som ligner peru-balsam. Vigtigst er kanel og vanille. De kan forværre et allergisk eksem hos særligt følsomme.

Et andet stof i kosmetik, som man kan få eksem af, er kolofonium. Det er en harpiks, der er udvundet fra fyrretræer. Det tilsættes produkter, for at få dem til at klistre og hænge fast. Det kan være plaster, tryksværte, lak, maling, lodde-materialer og skocreme. Det bruges også i øjenskygge, mascara, pudder og læbestift.

Der er ikke noget krav om fuld deklaration af parfume-stoffer i kosmetik og helt sikkert "allergi-fri" mærker findes ikke. Der er enkelte stoffer, som er særligt slemme til at give allergi. De må enten slet ikke bruges eller kun i begrænsede mængder. De skal så nævnes i varedeklarationen på pakningen.