Allergi betyder, at man reagerer på en anderledes måde. Det er immun-systemet, der begynder at opføre sig anderledes. Man kan sige, at det er blevet for effektivt, fordi det reagerer på ting i omgivelserne, som raske ikke reagerer på, og dermed gør skade fremfor gavn.
Immun-systemets vigtigste rolle er at beskytte kroppen mod infektioner. Det sker ved hjælp af antistoffer og celler i blodet. Ved allergi begynder immun-systemet at danne allergi-antistoffer (IgE-antistoffer) mod helt almindelige ting, der ellers er ret harmløse – f.eks græspollen og dyrehår (allergener). Også de hvide blodceller kan begynde at reagere på fredelige ting i vores omgivelser, f.eks. nikkel og andre metaller.
Der er 2 trin i den allergiske reaktion:
- sensibilisering
- reaktion (enten straks eller senere)
Sensibilisering
Når kroppen udsættes for et allergen, bliver det mødt af nogle celler, dendritiske celler (makrofager), som opsuger det og giver besked til andre hvide blodceller (lymfocytterne) om at producere en ‘modgift’ – et antistof. Hos personer, der har evnen til at udvikle allergi, dannes der IgE-antistoffer. Man taler om, at der er sket en sensibilisering.
Første gang i livet, man udsættes for et allergen, f.eks. kattehår, reagerer man ikke med symptomer, men efter nogle gange kan kroppen begynde at danne IgE-antistoffer. Man er så sensibiliseret.
Straks-reaktion
Disse antistoffer flyder rundt i kroppen og sætter sig på allergi-cellerne (mastcellerne og specielle hvide blodceller, de basofile granulocytter). Kommer det samme allergen senere ind i kroppen, sidder IgE parat på cellerne til at “fange” allergenet. Når allergenet fanges samtidig af 2 antistof-molekyler, får det cellen til at frigive histamin og andre aktive stoffer (leukotriener, prostaglandiner PAF m.v.). Det er denne frigivelse af meget aktive stoffer, der giver allergiske symptomer.
Afhængig af hvor i kroppen allergenet møder IgE’et på mastcellen, kommer der reaktioner. Sker det i lungerne, får man astma, i næsen får man høfeber, i mave og tarm får man kvalme, opkastning, diarré, smerter, og i huden får man nældefeber.
Straks-reaktionen er langt den almindeligste allergiske reaktion og kommer med det samme, ofte inden for få minutter. Oftest reagerer man på noget, man har indåndet, spist, rørt ved eller er blevet stukket af.
Histamin
Histamin påvirker nerve-ender, muskel-celler i luftveje og blodkar, hvor det får væske til at sive ud fra de mindste blodkar (kapillærerne).
- I øjne og næse, giver det kløe, hævelser og tilstoppethed, samt rindende øjne og løbende næse – høfeber eller allergisk snue.
- I lungerne får man hoste, åndenød, opspyt og pibende vejrtrækning – astma.
- I huden, får man kløe og rødt, hævet udslæt – nældefeber.
Hvis reaktionen er voldsom, og mange organer rammes samtidig, kan man få et allergisk shock med lavt blodtryk, besvimelse, svær åndenød og nældefeber over hele kroppen. I værste fald kan man dø af reaktionen.
Sen-reaktion
Ved nogle allergiske reaktioner kommer der en reaktion mange timer efter kontakt med det, man ikke tåler. Man taler om sen-reaktioner. Sen-reaktioner er en slags betændelse, hvor immunsystemets celler spiller en større rolle end IgE-antistofferne. Sen-reaktioner kan kommer efter en straks-reaktion, men kan også komme uden.
Den næsthyppigste type allergi-reaktion ses ved kontakt-allergi. Her trænger små partikler ind gennem huden og møder hvide blodceller – lymfocytter. De indtrængende stoffer bindes til overfladen af lymfocytterne, hvis man er allergisk for stofferne. Der frigives såkaldte signalstoffer (lymfokiner), som giver reaktioner i huden. Reaktionerne kommer typisk op til et døgn efter hudkontakt og viser sig som eksem. Ved disse reaktioner medvirker IgE-antistoffer ikke.
Andre reaktioner
Der er også andre typer af allergiske reaktioner i kroppen, men de er langt mere sjældne. En type reaktion er den, man ser ved blodtransfusion med en forkert blodtype. (Reaktionen sker på overfladen af de røde blodceller, som går i stykker).
En tredje type reaktion giver symptomer, der ligner influenza og lungebetændelse. Reaktionen kan f.eks. komme ved indånding af svampesporer i hø. Så kalder man det “landmandslunge”.