Allergiske reaktioner: Type I, II, III og IV
Den allergiske reaktion kan forløbe forskelligt, ligesom allergien kan give sig udtryk i forskellige sygdomme (astma, høfeber, eksem osv.).
Man skelner mellem 4 forskellige typer allergi, hvoraf type I og IV er de almindeligste. Typerne er ikke baseret på symptomer, men på immun-systemets reaktioner.
Type I-allergi
Kaldes også for “straks allergi”, fordi symptomerne viser sig hurtigt. Reaktionen kommer sekunder til minutter efter, man er udsat for det, man ikke kan tåle – afhængig af hvor stor dosis, man bliver udsat for. I langt de fleste tilfælde er den allergiske reaktion udløst af noget, der sætter sig på slimhinden i næse, lunger, mund eller mave/tarm.
Når kroppen første gang udsættes for et fremmed-stof – antigen, producerer B-lymfocytterne et antistof, som er specifikt for netop dette antigen. Samtidig med produktionen af antistof, danner B-lymfocytten nye celler: plasmaceller og specifikke hukommelsesceller (T-lymfocytter). Plasmacellerne findes i milten, lymfeknuderne og knoglemarven.
Man siger nu, at man er sensibiliseret over for det specifikke antigen.
Når kroppen senere udsættes for det samme antigen, genkendes dette straks af hukommelsescellerne, som sender besked til plasmacellerne om at producere det specifikke antistof. Det antistof, der produceres ved type I-allergi, hedder immunglobulin E, forkortet IgE, som derfor ofte kaldes allergi-antistof.
De antigener, der fremkalder dannelsen af IgE kaldes allergener.
IgE cirkulerer dels i blodet og vævs-væskerne, og er dels bundet til mastceller (ude i vævene) og til basofile granulocytter (frit cirkulerende i blodet). Mastcellen har på sin overflade en række “antenner” (receptorer), hvor IgE kan sætte sig (30.000 til 90.000 pr. celle).
Antistof-molekylerne er Y-formede. De består af en Fc-del og to Fab-dele. Fc- delen, den nederste del af “Y-et”, sætter sig på cellerne.
Når et allergen “kommer forbi”, sætter dette sig på IgE-molekylet (Fab-delen). Hvis allergenet kan sætte sig på to IgE-molekyler på en gang, sendes et signal til cellen og den frigives en lang række mediatorstoffer, hvoraf det vigtigste er histamin.
Type I-allergi findes ofte hos patienter med høfeber, astma og reaktioner på bestemte madvarer eller insektstik.
Type II-allergi
Også kaldet cellemembranallergi. Ligesom ved type I-allergi, sensibiliseres B-lymfocytterne, og der dannes antistof af typen IgM og IgG.
Ved type II binder antigenerne sig til overfladen på forskellige celler. Det kan være blod-, nyre- eller lungeceller. IgM og IgG reagerer med antigenerne på cellemembranen, hvilket medfører, at cellen går i stykker og dermed til grunde.
Antistofferne kan også reagere direkte med dele af cellens overflade.
Ofte er det meget små molekyler (haptener), som binder sig til et større “bæremolekyle”, så det bliver til et allergen. Der kan så efterfølgende ske en aktivering af andre dele af immun-systemet, f. eks. komplement-systemet.
Type II-allergi er meget sjælden og ses mest i forbindelse med allergi over for visse lægemidler. Reaktionen ses også ved blodtransfusion, hvis blodtyperne ikke passer sammen. Kan give sygdom med blodmangel p.g.a. ødelæggelse af røde blodceller, manglende hvide blodceller og blodplader.
Type III-allergi
Også kaldet immunkompleks-allergi. Ved denne type allergi stimuleres B-lymfocytterne til IgG-produktion. Når antigener og antistoffer cirkulerer frit i blod og vævs-væsker, kan de ved bestemte koncentrationer, danne kemiske forbindelser – komplekser, som slår sig ned i organerne.
Ved type III-allergi, kan komplement-systemet også aktiveres. Dette giver skader på væv og kar, og der kommer symptomer, som ligner influenza og lungebetændelse. Reaktionerne kan minde om type I-reaktionen, men hvor denne straks viser sig, giver type III-reaktionen som regel først symptomer timer efter kontakt med det, der ikke tåles.
Reaktionen kan ses over for forskellige proteiner og mikroorganismer (skimmelsvampe og bakterier). Det er ofte organismer, som findes i forbindelse med bestemte erhverv
Type IV-allergi
Også kaldet kontakt-allergi. Her er det ikke B-lymfocytter der aktiveres, men T-lymfocytter. Hvor B’erne danner specifikke antistoffer, danner T’erne lymfokiner.
Lymfokinerne er signalstoffer, og de starter de allergiske symptomer ved eksem. Der er tale om en senreaktion, idet symptomerne først optræder senere (op til døgn efter udsættelse).
Mest kendt er nikkel-allergi (samt allergi for krom og gummi). Nikkel trænger gennem huden og aktiverer direkte T-lymfocytterne til produktion af lymfokiner, som påvirker huden.