Allergisk kontakt-eksem
Den hyppigste årsag til allergisk kontakt-eksem er nikkel.
Det er typisk teenage-piger, der får nikkel-allergi. Øre-ringe, piercing-ringe og -stifter, kan indeholde lidt nikkel, specielt hvis de er købt i udlandet, hvor der ikke er så skrappe regler for dette, som i Danmark.
Små nikkel-partikler frigives og vandrer gennem huden og kommer i kontakt med vores immun-system. Er der allergi, vil hvide blodceller (T-lymfocytterne) reagere på nikkel og starte en slags betændelse i huden. Den viser sig som eksem efter timer til dage.
Der er nikkel i de fleste madvarer. Det er en naturlig bestanddel og giver ikke allergi. Få personer med meget svær nikkel-allergi kan få en forværring af eksemet, når de spiser større mængder nikkel i kosten. Sammen med lægen, kan man i disse tilfælde lave kostplaner, som ikke indeholder så meget nikkel.
Stoffer der hyppigst giver allergisk kontakt-eksem er:
- Metaller. Nikkel er den hyppigste årsag til kontakt-eksem, især blandt piger. Krom er den vigtigste årsag til kontakt-eksem hos mænd. Krom findes bl.a. i cement, men også i garvet læder, f.eks. i sko. Kobolt kan ligeledes give eksem.
- Rengøringsmidler, olier, der bruges på værksteder, og perubalsam, som findes i parfumer og kosmetik. Der findes også balsam i noget vi spiser, f.eks. vanilje og kanel.
- Kolofonium, et harpiksstof, som bruges i plaster og mascara.
- Konserveringsmidler i kosmetik, cremer og sæber.
- Medicin i creme og salve.
- Gummi. Det er kemikalier og farvestoffer i gummiet, der giver eksem. I gummi er der også et protein, latex, som kan give mere akutte allergireaktioner med nældefeber, vejrtrækningsbesvær og måske endda allergisk shock.
Ikke-allergisk kontakt-eksem
Denne form for eksem er mest almindelig. Den hyppigste årsag er lang tids kontakt med vand f.eks. ved rengøringsarbejde. Sammen med sæbe, rengøringsmidler andre kemikalier, kulde, støv og slid får vand huden til at revne. Det øger risikoen for eksem. Man kalder det også vand-eksem eller toksisk eksem.
Sæbe og rengøringsmidler indeholder overflade-aktive stoffer. De er nødvendige for at opløse og fjerne snavs og fedt. Disse stoffer er også i stand til at fjerne nogle af hudens egne beskyttende fedtstoffer.